Hasmark Strand er et klassisk sommerhusområde, som ligger på Nordfyn stik nord for Odense. Sommerhusene strækker sig over et relativt kompakt område ned mod en ganske udmærket sandstrand.
Faciliteter i sommerhusområdet
I den vestlige del af sommerhusområdet ligger campingpladsen Hasmark Strand Feriepark (eller Hasmark Strand Camping, som de også kalder sig), der blandt andet gør sig bemærket ved at have en aldeles hæslig “Vikingeborg” som en af hovedbygningerne. En ren kitch-bygning.
Campingpladsen kan også byde på et badeland, samt et pizzaria og de obligatoriske muligheder for let indkøb af fornødenheder. (Inklusiv gammeldags isvafler).
Nærmeste by med reelle indkøbsmuligheder er Otterup, som man passerer igennem på vej fra Odense til sommerhusene i Hasmark. Otterup er udstyret med såvel Kvickly og Superbest som Netto, Fakta og Rema 1000, så der er rige muligheder for at handle forsyninger til sommerhuset.
Hvor tæt ligger Hasmarks sommerhuse på stranden?
De sommerhuse, som ligger længst væk fra vandet har noget i retning af 500 meter i fugleflugt til stranden. Så hvis det er vigtigt for en at bo helt tæt på vandet, skal man se sig for, før man booker sit sommerhus. Men det er værd at bemærke, at den meste trafikerede vej går bagom sommerhusområdet, så der er meget moderat trafik på stykket fra sommerhusene og ned til vandet. Altså relativt børnevenligt, hvad angår trafik i området.