Seværdigheder på Bornholm

Bornholm er et sted, hvor mange danskere har muligheden for at holde en fantastisk ferie. Den lille ø byder på utroligt mange forskellige seværdigheder, som med garanti kan fange en hel families interesser, selvom de kan være meget modstridende.

Et af de helt store symboler på Bornholm er røget sild. I Østersøen fiskede man tilbage i middelalderen meget store mængder sild. Dengang konserverede man med salt, og sildene blev derfor konserveret som saltsild. Laver man en filet af en saltsild, har man en spegesild. Spegesild var i mange år den primære kost for de fleste bornholmere, og er af den grund blevet til et symbol på Bornholm og bornholmeres levevis. Rundt omkring på Bornholm, især på østkysten med Gudhjem og Svaneke, kan man finde forskellige steder, der tilbyder den karakteristiske spise.

Kommer man med færge til Bornholm, er det første man ser Rønne. Rønne er Bonholms største by og ligger på Bornholms vest side. 14.000 bornholmere beboer øen, hvis købsstadsvåben er tre sild. Går man rundt i byen, vil man opdage, at der er utroligt mange lave bindingsværkshuse, der skaber en gammeldags og romantisk stemning. I Rønne finder man også Bornholms Museum. Museet indeholder alt det, der er unikt og særegent for Bornholm.  Her er mange alternative og sjove udstillinger med henblik på også at gøre museet interessant for børn. Udstillingerne er  delt ind i rum på museet. Der er blandt andet et rum for Bornholm under 2. verdenskrig, og et rum der har gammelt kirkeinventar fra flere af de ældste kirker på Bornholm. Da Rønne er Bornholms største by, er der desuden et bowlingcenter, svømmehal, biograf, musikhus og adskillige cafeer samt restauranter.

De bornholmske rundkirker er også en af øens helt store seværdigheder. Næsten alle andre danske kirker er langkirker, bortset fra syv rundkirker hvoraf hele fire ligger på Bornholm. Østerlars Kirke er den største og mest berømte af de syv rundkirker. Kirken ligger højt i landskabet, og kan ses på meget lang afstand. Kirken menes at være opført omkring år 1150. Inde i kirken finder man en smuk udsmykning bestående af middelalderlige kalkmalerier, som forestiller Jesu fødsel, liv og død. Kirken blev restaureret til den nuværende stand i 1955. I de senere år har blandt andet bøger og film postuleret, at der under rundkirkens gulv skulle ligge en skjult skat. I den danske film Tempelriddernes Skat fra 2006 var temaet også en skjult skat under gulvet. Det er desværre ikke muligt at bryde kirkegulvet op uden at nedlægge kirken, da loftet hviler på piller placeret over hele gulvet.

Hammershus er en af Bornholm og Danmarks største seværdigheder. Hammershus er Nordeuropas suverænt største borgruin og ligger på toppen af en 74 meter høj klippeknude. Historien om Hammershus er lang og fyldt med intriger, krige, mord og mange andre ting, der samlet skaber stof til adskillige bøger.
Hammershus mistede sin militære betydning tilbage i1684, da Christiansø fik bygget en flådebase. I 1743 blev beslutningen om at nedrive borgen taget, og i mange år kunne bornholmere købe byggemateriale, der kan spores direkte tilbage til borgen.
Der er masser af information i det nærliggende museum og souvenirshop, og hver dag arrangeres der adskillige guidede ture på borgen. Landskabet omkring borgruinen i sig selv er altid en gåtur værd, da borgen ligger lige ned til vandet. Tæt ved Hammershus finder man også Hammerknuden. Denne massive is kurede klippeknude er via en stor sprækkedal blevet adskilt fra resten af Bornholm.

Er man den lidt mere eventyrlystne type, kan man med fordel tage til Opalsøen. Ved denne sø er der mulighed for flere interessante aktiviteter. For det første er det muligt at dyrke klippeklatring på den stejle klippeside. Er man kommet op til klippetoppen, enten ved at klaptre eller følge stien opad, kan man prøve tovbanen ned af. Tovbanen, der er Danmarks længste med en distance på 290 meter og en niveauforskel på hele 50 meter, er garanti for et adrenalinsus. Man bliver selvfølgeligt spændt forsvarligt op af en uddannet instruktør oppe ved tovbanen, inden man tager turen ned. Har man brug for det ultimative adrenalinkick, kan der yderligere arrangeres udspring fra toppen under instruktion. Vil man på egen hånd klatre rundt på klipperne omkring søen, skal man dog først hente tilladelse hos Bornholms Statsskovdistrikt.

Helligdomsklipperne er en samling klipper beliggende mellem Gudhjem og Tejn. Helligdomsklipperne er kendt primært på grund af deres mange forskellige formationer, der har afledt navne som Lyseklippen, Mågetårnet, Måneskinsklipperne samt Kærlighedsbænken. Ved foden af Helligdomsklipperne kan man tage en tur ind i den Sorte Gryde, den mest berømte grotte i klipperne. Helligdomsklipperne er desuden et fantastisk vandreområde, med natur der ikke findes andre steder i Danmark.

En anden ting man ofte forbinder med Bornholm, er Rokkestenen. I 1960’erne blev der udøvet hærværk på den kæmpestore sten, så den mistede evnen til at rokke, men et projekt i 2001 fik stenen tilbage til sin originale position. Derved var stenen også igen i stand til at rokke. Grundet stenens størrelse skal man ikke forvente at kunne rokke den, med mindre at man er en lille gruppe. Et lokalt sagn fortæller, at stenen ligger, hvor den ligger grundet en trold, der var træt af larmen fra den lokale kirke, og derfor kastede stenblokken hen mod kirken, men ramte forkert.

NaturBornholm er navnet på et nyt oplevelsesventer indviet i 2000. Oplevelsescenteret fungerer som en form for tidsmaskine: Når man går fra rum til rum, går man også fra periode til periode i Bornholms skabelseshistorie. Den helt store attraktion er forstenede dinosaurfodspor, der står i centerets store hal. Er man blevet træt af de mange udstillinger indenfor, kan man gå ud af den modsatte vej, man kom ind af. Her finder man en geologisk utroligt interessant frigravet brudlinje. Hvor brudlinjen er, sprak grundfjeldet for mere end 400 millioner år siden. Hvor den nordlige del blev hævet, sank den sydlige del af brudlinjen.

Ertholmene dækker over de to øer Christiansø og Frederiksø. De to øer er forbundet med en omkring 30 meter lang fodgængerbro. Til sammen har de to øer omkring 100 indbyggere spredt ud over 50 beboelser. Øerne ejes af Forsvarsministeriet, og alle på øen bor derfor på leje. De to små øer er det længste, man kan komme væk fra turistcentrerede byer og stress. Tempoet på øerne er meget langsomt, og øerne står som modpol til hele Bornholms turistindustri. De to små øer er selvforsynende, når det gælder elektricitet og varme, og vandforbruget klares de fleste år med opsamlet regnvand. Der er en enkelt café og en lille kiosk på Christiansø, men ellers er øerne symboler på ro og fred.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *