Turist i Tønder

Tønder, som ligger i Sønderjylland tæt ved den tyske grænse, fik allerede i 1243 købstadsrettigheder. Derved er Tønder faktisk Danmarks ældste købsstad. I byen bor der knap 8000 mennesker. I flere århundreder var Tønder en havneby, men grundet konstante problemer med stormfloder begyndte man i starten af 1500-tallet at bygge diger i området. Op til starten af 1900-tallet kunne man stadigt se vand fra Tønder by, men i dag er havgrænsen rykket en del længere vest.

Tønder byder på to 3-stjernede hoteller med Hotel Tønderhus og Hostrups Hotel. Derudover er der selvfølgeligt et vandrehjem og en stor campingplads til de campingglade turister. Inde midt i byen er der adskillige restauranter, både pizzeriaer og lidt finere restauranter, og i gågaden ligger der caféer til stor glæde for de shoppende turister.
Tønder har tidligere været en del af Tyskland, men i dag består den tyske indflydelse blot af et lille mindretal med egen børnehave, skole og frikirke. Tønder by er et museum i sig selv: Over hele byen finder man velbevarede og utroligt smukt dekorerede gavlhuse. Man kan som by drage mange paralleller mellem Tønder og Ribe. Kunne man lide den ene by, vil man uden tvivl elske den anden.

Tønder Museum, Tønders kulturhistoriske museum, beskriver hele egnens historie fra tidlig havneby til den senere kniplingsindustri. En af de store seværdigheder på museet er fængselsceller lavet i træ, som var i brug fra 1811 til 1916. I træcellerne er der snittet små navne og beskeder ind i træet, fra dem der har siddet i cellerne. Her finder man både danske, russiske, tyske, svenske og mange andre nationaliteters navne og kommentarer.

Sønderjyllands Kunstmuseum var en gave fra danske kunstnere til Sønderjylland i anledning af Sønderjyllands genforening med resten af Danmark. Her er, ud over den permanente udstilling, mange forskellige særudstillinger fordelt ud over året.

Tønder Vandtårn er navnet på et smukt restaureret vandtårn med en udstilling af den lokalt fødte H.J. Wegners stole. Wegner har været en af de helt store navne inden for dansk møbeleksport med sit lyse og funktionsvenlige design, og på panoramadækket er der en stor mængde liggestole designet af Wegner, man kan ligge i så længe man vil.

Tønder Festival bliver hvert år afholdt i augusts sidste weekend.  Tønderfestivalen har ekspanderet utroligt meget, siden den blev afholdt første gang i 1974 og er i dag en af Europas vigtigste festivaler inden for folkemusik og blues. Der er knap 2000 frivillige, der hvert år hjælper til med at servere god musik og stemning for de 25.000 tilrejsende festivalgæster.

Hvert tredje år afholdes der også en noget mindre kendt kniplingsfestival i Tønder. Tidspunktet er altid det samme med den 1. weekend i juni, og festivalen bliver holdt over 3 dage. Festivalen afholdes i Tønder, da byen efter at have mistet sin havn skabte en stor kniplingsindustri. 10.000 mennesker besøger hvert tredje år festivalen for at se de mange udstillinger, blive klogere med kurser og besøge udstillings- samt salgsmesser.

Zeppelin- og Garnisionsmuseet i Tønder fortæller om Zeppelinbasen i Tønder fra første verdenskrig. En Zeppelinbase var strategisk placeret i Tønder fra 1915, og museet kan fortælle om interessant historie om Tønders rolle i krigen. Zeppelinbasen blev brugt af tyskerne til blandt andet at bombe England da krigen var på sit højeste.

One reply on “Turist i Tønder”

Det tyske mindretal i Tønder er ikke lille. Det er procentualt ret stort i forhold til andre sønderjydske byer, kun overgået af Tinglev. Det er pt. repræsenteret af hele 2 byrådsmedlemmer. Den tyske menighed i Tønder tilhører Folkekirken og er ikke en frikirke. De øvrige tyske menigheder i Tønder Kommune tilhører den nordtyske evangelske kirke Nordelbische Kirche. Udover en skole og en børnehave og den tyske præst findes der er også adskillige tyske foreninger med en lang tradition bl.a. Tønder Schützenkorps der går helt tilbage til 16-tallet. Og så handles der lifligt på tværs af den dansk-tyske grænse, det er vel også en form for tysk indflydelse? Tønder Festival byder på langt mere end folk og blues, det bærer nu undertitlen Handmade Music, og spænder rigtig vidt fra traditonel folk til rock og pop.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *