Helnæs er en halvø, der ligger i det sydvestfynske, tæt på Assens. (Rent teknisk er Helnæs faktisk en ægte ø, som er blevet forbundet med det fynske fastland med en dæmning, men det skal ikke skille os ad.)
Øen har ikke mange fastboende indbyggere. De er fordelt i Helnæs by (øens eneste by) og på huse og gårde spredt lidt rundt på øen. Men i feriesæsonen eksploderer indbyggertallet på øen. Tager du på ferie på Helnæs vil du være medvirkende til noget der på en god dag minder om en tredobling af antallet af mennesker på øen.
De relativt mange turister bor enten i det store sommerhusområde i den sydøstlige del af øen eller på Helnæs Camping, der er placeret helt nede i det sydøstlige hjørne. Desuden er der faktisk mulighed for Bed & Breakfast et par steder på øen, foruden at der findes en højskole på Helnæs samt en naturskole på Helnæs Mølle, hvor der kan overnatte 30 mennesker indendørs samt en større flok i telte m.m. på Møllens arealer.
Strande på Helnæs
Strandene på Helnæs kan opdeles i to. Der er stranden på vestsiden ud mod Lillebælt, som i folkemunde kaldes stranden ved “Maden” opkaldt efter det inddæmmede engområde, som man skal krydse ved hjælp af en grusvej for at komme ud til badestranden. Stranden er ganske glimrende, når man først kommer forbi en lille bræmme af sten i vandkanten. Men kan man tåle et par meters gang over sten, så bliver man belønnet med en lækker sandbund og noget fint vand, der kan svømmes og leges i.
På østsiden af øen findes der en strand ud mod fjorden. Den begynder i det sydøstlige hjørne ved campingpladsen og løber op langs skovens skrænter. Denne strand er ikke specielt god, målt efter klassisk målestok. Bunden er grumset, svampet og blød, og man skal noget i retning af 50 meter ud for at finde vand, der når en voksen mand til over hofterne. Men det betyder så også, at stranden er fantastisk børnevenlig. Her kan ungerne løbe og lede efter krabber, fange små rejer og småfisk med net eller grave i sandkanten.
Faciliteter på øen
Skal man handle på øen, er man nu efter købmandens lukning henvist til campingpladsens forretning, som af gode grunde kun har åbent i campingsæsonen. Hold øje med campingpladsens hjemmeside for at følge med i åbningstider, der varierer fra sæson til sæson.
Er du på øen uden for sæsonen, eller har du bare ikke nok i camping-købmandens udvalg, så skal turen gå til den store Spar-købmand i Ebberup, til Netto eller Superbrugsen i Haarby (hvor man kan få den glæde at køre gennem Snave, der blev så berømt i Sonofon-reklamerne) eller tage den lidt længere tur til Assens, hvor der er et stort udvalg af forretninger.
Skal man ud og spise, kan Helnæs Kro anbefales. God, gammeldags kromad i aldeles rigelige mængder til fornuftig pris i autentiske kroomgivelser.