Turist i Kerteminde

Byen Kerteminde er om nogen by indbegrebet af en fynsk købstad. Går man igennem byen, går man op ad smalle gader, blandt røde tegltage og gamle købmandsgårde. Samlet skaber dette en idyllisk stemning lige ud til havnen mod Storebælt. I Kerteminde finder man flere små cafeer og beværtninger, som ser ud som i gamle dage og serverer traditionel mad og drikke. Der er også omkring 25 restauranter som især holder til i den gamle bymidte. På de mest populære steder er det nødvendigt at reservere bord i højsæsonen. Specielt restauranten Rudolf Mathis er kendt over hele landet som en sublim fiskerestaurant med en flot udsigt ud over havnen.

Kerteminde er også stedet, hvor Fyns sidste fuldbyrdede dødsdom blev eksekveret i 1731. Her blev to kvinder henrettet efter at have dræbt byens præst.

Kerteminde har Fyns mest aktive fiskerihavn, og meget af den fisk der bliver distribueret rundt omkring på Fyn kommer fra Kerteminde. Byen er også kendt for at være stedet, hvor maleren Johannes Larsen blev født og opvoksede. Derudover voksede Kim Larsen også op i Kerteminde efter en fødsel i København.

Kerteminde er meget stolt af livet omkring sig. Ved Hindsholm, helt oppe ved Fyns hoved, er der et rigt dyreliv og en fantastisk natur. Der er fokus på, at både erhvervsliv og kulturliv skal kunne leve side om side, og at der er plads til alle. Man finder både storbyatmosfære, bakkede marker, idylliske huse, lystbådehavne og et skibsværft på en tur til byen. Derudover kaldes strandene ved Kerteminde for ’solkysten’, da de er indehavere af landets tørreste klima.

Over for byens marina ligger Johannes Larsen Museet. Maleren Johannes Larsen boede selv i dette hus, der blev åbnet for offentligheden i 1986. Museet består af malerens villa, atelier, gæstehus, en udstillingsbygning med mange af hans værker samt Svanemøllen. Denne mølle blev bygget i 1853, og Johannes Larsen har selv restaureret den. Der er masser af flotte malerier, smukke skulpturer, en have med sjældne træer og en café i en af bygningerne til gæsterne. Herudover er der et aktivitetsrum, hvor børn kan male og tegne efter at være blevet inspireret af de mange malerier.

Fjord & Bæltcentret åbnede i 1994. Siden åbningen har biologistuderende fra Odense Universitet stået for rundvisninger, forskning og oplysningsaktiviteter. Hver dag fodres de mange marsvin til stor glæde for publikum, og det er muligt at komme helt tæt på de mange dyr i bassinerne. Forskning og formidling har altid været samlet i Fjord & Bæltcentret, og gæster der besøger centeret har ofte mulighed for at se, hvordan forskningen foregår i åbne rum. Der er en underjordisk tunnel, hvor man kan kikke direkte ud i Kerteminde Fjord, og de mange dyr der svømmer rundt her. Hvis man er heldig, kan man i tunellen også få øje på marsvinene, sælerne eller nogle af de andre store attraktioner.

Tæt ved kysten ved Kerteminde Fjord ligger den gravhøj, hvor Ladbyskibet blev fundet. Skibet er blevet brugt til en begravelse i vikingetiden, og er Danmarks eneste bevarede af sin slags. I dag ligger der en udstilling om skibet inde i gravhøjen, hvor skibet oprindeligt blev fundet. Vikingemuseet Ladby er navnet på udstillingen, der hører ind under Nationalmuseet. Med båden blev der blandt andet fundet pilespidser og en skjoldbule. Normalt ville man blive begravet med våben, men man regner med, at eventuelle våben er blevet stjålet af gravrøvere.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *