Det skal du se i Aabenraa

Aabenraa, der ligger i Sønderjylland, er en af Danmarks ældste søfartsbyer. Fiskeri, handel og søfart har i 17-1800-tallet skabt en stor omsætning i byen. Aabenraa havn er med sine 8.5 meter Danmarks tredje dybeste havn og den suverænt vigtigste havn i Sønderjyllandsområdet. Byen har mange gamle, smukke huse, og gamle jyske traditioner inden for indretning og bygninger lyser igennem over hele byen. Der er mange familievenlige aktiviteter og udflugtsmål med flot natur, smukke omgivelser og meget mere.

På Aabenraa Museum opbevares artefakter fra flere århundreders skibsfart. Skibsmalerier, flaskeskibe og diverse ting, der er blevet fundet og afleveret fra de mange skibe, der har lagt vejen forbi havnen i Aabenraa kan nu findes her. Med den store skibstrafik der tidligere har været i Aabenraa, er der derfor mange spændende historier at finde på museet.

På nordsiden af byen finder man Sankt Nikolais Kirke. Den gamle kirke er opført i Munkesten i omkring år 1250. Kirken blev i 1949-1956 udsat for en gennemgående restaurering, da kirken på dette tidspunkt var i dårlig stand. I dag står tilbage skibet, korsarme og koret. Ved nordsiden af kirken finder man et sengotisk sakristi. Et sakristi er det rum i en kirke hvor bibler, kåber, vin samt andre ting der bruges til en gudstjeneste opbevares. Inde i kirken er der mindetavler for de sønderjyder, der faldt under den fransk-tyske krig i 1870-1871, og de der faldt under første verdenskrig fra 1914 til 1918.

Kunstmuseet Brundlund Slot har mange spændende kunstværker at byde på. Slottet har igennem mange århundreder været bolig for diverse lensmænd og amtsmænd indtil 1997, hvor det blev omdannet til det kunstmuseum, det er i dag. Der vises kunstværker primært fra sønderjyske kunstnere, temaer og samtidskunst. I starten af 1980’erne gennemgik slottet samt kunstsamlingen en restaurering og fik i 2006 en omgivende park til glæde for de besøgende.

Aabenraa har også Danmarks længste gågade. Her er et stort antal af specialbutikker, cafeer og restauranter, der i sæsonen er klar til at tage i mod de mange forskellige turister. Mange af butikkerne ligger i gamle huse, der er med til at skabe en helt speciel atmosfære i den lange gågade. I løbet af sæsonen er der flere forskellige arrangementer, blandt andet koncerter og en årlig Gourmet festival.

Nord for Aabenraa fjord finder man Løjtland. Modsat Aabenraas meget flade landskab består Løjtland af høje morænebakker og et noget mere varieret terræn. Her er der smukke gamle huse med stråtage, jyske dobbelthuse og natur fra dengang H.C. Andersen levede. Derfor er Løjtland et utroligt populært ferieområde med sommerhusområder, campingpladser, Løjt Feriecenter samt selvfølgelig Aabenraa Golfbane, der ligger på nordsiden af Løjtland. Få minutter fra Løjtland kan man tage en båd til Barsø, der af mange anses for at være Lillebælts smukkeste ø. Særpræget og urørt natur er at finde her, for dem der har brug for en afslappende, smuk dag.

Aabenraas strande er nogle af Danmarks bedre strande. Strandene er meget børnevenlige med lavt vand og en lang badebro. Vandet er generelt roligt, og det er let at finde et uforstyrret sted, hvor man kan nyde en dag ved det lave vand. Strandene varierer fra åbne sandstrande til smalle stenstrande, hvor træerne næsten vokser helt ud til vandet.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *